Frederik Drejer Thrane, Modtager af Nordic Medicare Prisen, januar 2019

Frederik Drejer Thrane

januar 2019
Gennemsnit: 11.1
LinkedIn: Se profil

Hvad betyder Nordic Medicare Prisen for mig?

Nordic Medicare Prisen betyder rigtig meget for mig, fordi det er et tegn på anerkendelse for, at jeg har gjort det godt på studiet. Jeg har ikke lagt så meget energi i medicinstudiet for at modtage en pris, det er uddannelsen, der er i fokus, men det er alligevel rart.

Det var en fantastisk følelse at stå foran mine studiekammerater og modtage Nordic Medicare Prisen og høre talen fra Niels fra Nordic Medicare. Vi taler ikke så meget om karakterer, men det er en god følelse, og pengene der følger med er rare, når man skal etablere sig i livet efter studiet.

Lægefaglig kvalitet hos SDU

Jeg synes, studiet på SDU er rigtig, rigtig godt. Jeg valgte SDU som min førsteprioritet blandt andet fordi, jeg kendte nogle, der gik på studiet i Odense, og de var meget tilfredse med studiet og den måde, det er bygget op. Jeg hørte rigtig meget godt om SDU, og derfor prioriterede jeg studiet her.

Studiet er bygget meget logisk op, så man kan arbejde koncentreret med emnerne, som man når til dem. Det er en fordel, at vi kan fokusere på en ting ad gangen, og så synes jeg, det er en fordel, at vi slutter af med et halvt år, hvor vi repeterer, inden vi kommer op i alle fag til embedseksamen. Det gør, at man føler sig fagligt velforberedt og derfor også mere tryg ved at skulle ud i KBU.

Hvad byder fremtiden på?

Nu skal jeg begynde på KBU på medicinsk afdeling på Vejle Sygehus, og derefter skal jeg et halvt år i en almen praksis. Jeg har skrevet mit speciale og lavet noget forskning på infektionsmedicinsk afdeling i Odense, og det vil jeg fortsætte med.

Hvor jeg ender henne rent medicinsk har jeg ikke helt besluttet endnu, men jeg synes, at infektionsmedicin er virkelig interessant. Jeg har dog også drømt om at blive anæstesiolog, siden jeg startede, så det speciale skal også prøves af, inden jeg beslutter mig.